E-mail: admin@tro.dk

Dato for offentliggørelse
30 Jul 2016 19:36

Perioden 1. juli til 11. august er nok den tid på året, hvor flest danskere holder sommerferie, og lige i dag, midt i denne periode, den 20. Juli har vi det smukkeste danske sommervejr, man kan forestille sig, og derfor er jeg egentlig også ked af at risikere at ødelægge det gode sommerhumør hos eventuelle læsere af dette blog-indlæg. Men der er ingen vej udenom, for netop i dag hørte jeg om, at kirkeministeriet den 1.juli havde sendt et "Forslag til Lov om ændring af straffeloven (Kriminalisering af udtrykkelig billigelse af visse strafbare handlinger som led i religiøs oplæring)", i høring med svarfrist den 11. august. Og man skal høre meget før ørerne falder af. Jeg havde godt nok læst det såkaldte enighedspapir, som en bredt flertal i folketinget åbenbart var blevet enige om, men nu foreligge de efter min ydmyge mening uhørte ideer som et egentligt lovforslag, til ændring af straffeloven, og det lyder i al sin korthed sådan: "Den, der som led i religiøs oplæring udtrykkeligt billiger handlinger, som er omfattet af denne lovs §§ 114-114 h, 208, 210, 216, 222, 223, 225, jf. 216, 222 og 223, 237, 244-246,260 og 261, straffes med bøde eller fængsel indtil 3 år.«

Men, kunne man spørge, er der da ikke al mulig grund til at søge at forebygge de handlinger, som ovenstående paragraffer handler om, nemlig "drab, voldtægt, voldshandlinger,incest, pædofili, frihedsberøvelse, tvang og flerkoneri"? Og hvis vi er enige i det, hvad er så problemet?

For det første er det et problem, at forslaget indebærer en markant indskrænkning i borgernes ytringsfrihed. Der er her ikke tale om at forbyde opfordring til lovovertrædelser - som i en række tilfælde allerede er forbudt, men her handler det om billigelse. Det ville have været et langt mindre radikalt skridt at have indført et forbud mod direkte opfordring til lovbrud, men her går man langt videre og forbyder enhver billigelse af handlinger vedr. drab osv.

For det andet er det et problem, at denne indskrænkning i ytringsfriheden ikke gælder alle borgere, men kun borgere, der fremsætter disse ytringer i forbindelse med religiøs oplæring. Her er der altså tale om en markant forskelsbehandling til ugunst for religiøse forkyndere og undervisere! Begrundelsen for denne åbenlyse forskelsbehandling er at "personer, der foretager religiøs oplæring, har en særlig særlig position i forhold til at påvirke deres menighed mv." Indirekte siges der hermed, at religion er et farligt fænomen, farligere end andre livsanskuelser og ideologier, og at samfundet derfor på en særlig måde må beskyttes mod farerne fra religion.

For det tredje er det et problem, at loven ikke kun gælder ytringer fremsat offentligt, men også ytringer fremsat i en privat sjælesørgerisk sammenhæng. Dermed truer loven privatlivets fred og lægger op til en stikkervirksomhed, som man kendte den i kommunistiske lande som fx DDR. Og det er vel også det, det er, et første lille men ikke uskyldigt skridt ned ad vej, der peger i retning af totalitære stat, når man for at afsløre og straffe dem, der "modarbejder og undergraver danske værdier" er parat til at tage midler i brug, som især kendes i totalitære stater.

For det fjerde så er loven så upræcis, at først tiden - den præcedens der måtte udvikle sig - vil vise, hvad der er lovligt og ulovlig, og hvem der kan rammes af denne lov, og dermed risikere op til tre års fængsel.

Den første uklarhed handler om, hvad der egentlig er  religiøs  undervisning og forkyndelse. Der er ingen ende på, hvor mange forskellige og indbyrdes modstridende definitioner, der er på, hvad religion er, og loven og bemærkninger til loven indeholder ikke nogen veldefineret beskrivelse af fænomenet. Bare for at tage et eksempel, så er der i en grundtvigsk forståelse af kristendom ikke noget skarpt skel mellem kristendom (religion) og folkelighed (kultur). Og hvad med visse former for islamisme, som nogle vil beskrive ikke som en religion, men en politiske ideologi? Er det, der foregår i religiøse partier (det være sig kristelige, muslimske eller andre), underlagt lovens bestemmelser, når de helt bevidst blander religion og politik?

Den anden uklarhed handler om, hvad der egentlig er religiøs  undervisning og forkyndelse . Hvornår optræder en religiøs person som underviser/forkynder, og hvornår gør han/hun ikke? Bemærkningerne til loven kommer med nogle tågede tanker om, at et offentligt politisk eller folkeligt møde undervejs kan udvikle sig til et forkyndende/undervisende møde, og artikler og indlæg i nogle medier vil være at betragte som forkyndelse/undervisning og i andre ikke. Sådan går det, når man vil gradbøje ytringsfriheden. Hvem kan i den situation vide sig sikker?

Den tredje uklarhed handler om, hvem der falder ind under kategorien religiøse forkyndere og undervisere. Præster, rabbinere og imamer er der nok ingen tvivl om, da det ligger i deres "jobbeskrivelse" at forkynde og undervise, men loven rammer - så vidt man kan læse ud af bemærkningerne - også alle andre personer med en religion, dvs. i princippet enhver lægmand m/k, der i en religiøs sammenhæng forkynder eller underviser. Og kan det virkelig være meningen? I en luthersk sammenhæng, hvor vi går ind for det almindelige præstedømme, har vi jo alle del i forkyndelsen, ikke nødvendigvis fra prædikestolen, men i det personlige vidnesbyrd, og kommer man der til at billige noget, som er omfattet af denne lov, ja, risikere man at blive straffet.

Den fjerde uklarhed handler netop om, hvad det vil sige at billige handlinger, som er omfattet af denne paragraf i straffeloven. Lovforslaget definerer billigelse på denne måde, at ytringen "skal have en sådan karakter, at den er med til at legitimere den form for strafbar handling, som ytringen angår". Det lyder jo meget smukt, men hvad betyder det i praksis. Jo, man må godt i en religiøs forkyndelses- eller undervisningssituation oplæse en tekst fra fx Bibelen eller Koranen, "hvori der gives udtryk for en opfordring eller støtte til strafbare handlinger ... medmindre den pågældende tilslutter (billiger) det oplæste eller gengivne i en eller anden form". Dertil kommer, at "Kriminaliseringen er både bagud- og fremadrettet", så det handler altså også om, at sådanne handlinger, der allerede er udført, ikke må billiges. Det vil sige, at en religiøs underviser skal passe morderligt meget på med, når han eller hun oplæser en helligtekst med et problematisk indhold, ikke at udtrykke sin billigelse, at det han eller hun har læst. Hvis vedkommende på forespørgsel svarer, at det oplæste er Guds ord og dermed sandhed, er det så en billigelse?

Problemet med uklare love er, at de underminerer borgernes retssikkerhed, og dette lovforslag er fyldt med så mange uklarheder, at det blot af den grund ikke burde vedtages.

For det femte indebærer dette lovforslag - sammen med en række andre af tiltagene, der ligger i de såkaldte enighedspapirer - et markant indgreb i religionernes indre forhold, nemlig bl. a. deres lære og forkyndelse. Der ville naturligvis ikke være tale om en begrænsning af religionsfriheden, hvis religiøse samfund blot var underlagt de samme begrænsninger i ytringsfriheden som alle andre, men her bruger politikerne en uklarhed i grundloven som påskud til - efter min mening uretmæssigt - at blande sig i religionernes indre liv. Par 67 siger "Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden." Politikerne er åbenbart parat til at bruge sætningen "dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden" som en legitimation for de indskrænkninger i religionsfriheden, de måtte finde fornødent. Noget tilsvarende møder vi et andet enighedspapir, hvor aftalepartierne er enige om “på samme måde som i folkeoplysningsloven at indføre nærmere krav om  efterlevelse  af demokrati og grundlæggende friheds- og menneskerettigheder som betingelse for at opnå godkendelse som almennyttig eller almenvelgørende forening mv. efter ligningslovens §§ 8 A og 12, stk. 3". Som professor i religionsret Lisbet Christoffersen i en artikel i Dansk Kirketidende (“Religionsfrihedens grænser til debat") spørger: “... hvad skal der til for at ‘efterleve' demokrati og menneskerettigheder, når man er en religiøs organisation?" Christoffersens konklusion er imidlertid , at grundlovens par 67 "åbner et rum, lovgiverne ikke kan regulere. Guds-dyrkelse, der stemmer med borgernes overbevisning, skal ikke leve op til hverken demokrati eller menneskerettigheder." Mit spørgsmål er, om der der her er tale om, at politikerne forsøger at forme eller reformere trossamfundenes indre liv ud fra deres egne politiske idealer og ønsker?

For det sjette er det et problem, at loven sandsynligvis ikke vil bidrage ret meget - om noget overhovedet - til at løse det i bemærkningerne angivne problem, nemlig at “der er set eksempler på, at der i Danmark finds religiøse forkyndere, som søger at undergrave danske love og værdier og understøtte parallelle retsopfattelser". De religiøse forkyndere, som er ude på at undergrave danske værdier og understøtte parallelle retsopfattelser, og sådanne findes der helt sikkert, vil sandsynligvis blot gå endnu mere under jorden for der at foretage deres undergravende virksomhed, og dermed vil vi ikke få mulighed for at imødegå deres holdninger i en åben debat. Loven vil på den anden side let medvirke til at mistænkeliggøre religion og trossamfund med de uheldige virkninger, det kan have.

Endelig til syvende og sidst, så er det naturligvis et demokratisk problem, at man sender et så vidtgående lovforslag i høring netop i sommerferieperioden, hvor ikke mange af de høringsberettigede parter har mulighed for at udarbejde de grundige kritiske høringssvar, som lovforslaget i den grad fortjener, og hvor nyhedsmedierne kører på lavt blus og derfor ikke giver lovforslaget den opmærksomhed, som det burde have fået.

Men bort set fra alt det, så ønsker jeg alle eventuelle læsere af dette blog-indlæg en god sommerferie!

Christiansfeld, onsdag, den 20. juli 2016
Mogens S. Mogensen

"dagens by 25-nov-25", en ny by at bede for hver dag. I dag har vi valgt:
Maribo

Maribos våben.pngMaribo en central by og gammel købstad midt på Lolland med 5.923 indbyggere (2014). Den er først og fremmest kendt som Domkirkebyen Maribo med sin majestætiske gamle klosterkirke, Maribo Domkirke, som vartegn. Den kendes også som digterpræsten Kaj Munks fødeby. Byen er en af de få danske købstæder, der ligger inde i landet - uden direkte sejlforbindelser til farvande og have omkring Danmark. Købstaden er omgivet af Maribosøerne, hvor der om sommeren sejler turistbåde rundt til de små øer. Fra byens station er der veteranbaneforbindelse, Museumsbanen Maribo-Bandholm, til den lille havneby Bandholm ved Smålandsfarvandet og til Nakskov og Nykøbing F med Lollandsbanen (Regionstog A/S).

Maribo bærer præg af at være en gammel by uden meget industri. I den sydlige del af centrum findes en række ældre bykvarterer med små gader og stræder. Ved domkirken findes ruiner af Skt. Birgitta Kloster fra 1416, der allerede var i forfald, da Leonora Christina boede her. I dag findes en katolsk kirke i Maria Gade. Skt. Birgitta Kirke er opført til de polske roearbejdere i 1897. Andre ældre bygningsværker er Kapellangården fra 1756 og Maribo Rådhus fra 1856  Torvet.

Maribo Kloster blev oprettet af dronning Margrethe på gården Grimstrup. Maribo by opstod ved klostret. Købstaden Maribos historie hænger derfor uløseligt sammen med Skt. Birgitta Kloster (Maribo Kloster). På det sted hvor Maribo ligger nu, lå i begyndelsen af 1400-tallet en lille landsby Skimminge. En særlig orden inden for den katolske kirke, Birgittinerordenen, udvalgte dette sted til at opføre etkloster, viet til Jomfru Maria. Klosteret, som stod færdigt i 1416, var opdelt i to adskilte fløje - én for munke og én for nonner. De to grupper mødtes i dén klosterkirke, der skulle blive til Maribo Domkirke. Klosterkirken blev opført i årene 1413-1470. Birgittinerordenen søgte nu Paven om tilladelse til at kalde stedet for Maribo, en afledning af "Marie-bo": en "religiøs bolig for den hellige jomfru". Samme år som klosteret stod færdigt, fik det og den omkringliggende bebyggelse købstadsrettigheder af Erik af Pommern, og Paven gav sit samtykke til stednavnet Maribo i 1418. Herfra begynder byens historie. I Maribos byvåben ses Den hellige Birgitta af Vadstena, der grundlagde Birgittinerordenen.

Selv med købstadsrettigheder var det svært for Maribo at udvikle sig til en egentlig handelsby, fordi byen ikke lå ved havet. Men Maribo Kloster voksede i løbet af det 15. århundrede til et af Danmarks fornemste og mest betydningsfulde klostre, ikke mindst fordi mange af dets beboere og økonomiske støtter tilhørte adelen. Birgittinerordenen var også formynder over den nærliggende Østofte Kirke, som Christoffer af Bayern havde skænket Maribo Kloster, og som paven havde bekræftet i 1453. Købstaden Maribo skulle bistå klosteret økonomisk og stille med arbejdsduelige borgere, når bygningsarbejder var påkrævet. Helt frem til Reformationen begunstigede og stadfæstede adskillige konger, paver og kardinaler Maribo Klosters privilegier ved afladsbreve til dem, der skænkede gaver til klosteret. Efterhånden begyndte andre danske klostre at søge om optagelse i ordenen som Sankt Agnete Kloster i Roskilde i 1487. Mange velhavende mænd og kvinder lod sig udnævne til "brødre og søstre udenfor" for at få del i klosterets renommé. Klosteret var i fremgang og selv ikke Reformationen i 1536 mindskede klosterets magtmæssige betydning i sammenligning med andre danske klostre.

Hvis du har hjerte for at bede sammen med os for denne by, står vi flere sammen!
“Jeg giver jer et nyt hjerte og en ny ånd i jeres indre. Jeg fjerner stenhjertet fra jeres krop og giver jer et hjerte af kød. Jeg giver jer min ånd i jeres indre, så I følger mine love og omhyggeligt holder mine bud."
Profeten Ezekiel (Ez 36,26-27)