E-mail: admin@tro.dk

Dato for offentliggørelse
29 Apr 2017 19:25

Af Geoffrey Cain

Medierne er som bekendt ikke glade for Donald Trump, og selv i de såkaldet borgerlige aviser er det vanskeligt at finde noget positivt om ham. I JP s kultursektion påskemandag var der et to-siders indlæg om mediers løgne og fordrejninger, kort sagt: det der i moderne sprogbrug hedder "fake news". Og hvem har nu "hoved" ansvaret for det monstro? Ifølge artiklen var det ikke usandsynligt, at alle disse vederstyggeligheder var kommet ind i verden sammen med Donald Trump, eftersom før hans komme herskede der kun sandhed, og løgne var forbudt. Hvilket er nyt for mig. Uffe Ellemann-Jensen har offentligt indrømmet, at uden løgn var det aldrig lykkedes politikerne? at gelejde den godtroende befolkning ind i EU. Og det er kun ét eksempel på den tsunami af usandheder, vi dagligt bliver udsat for.

Tænk blot på det røde DR, der blandt mange andre propagandanumre, gav os en revideret udgave af danmarkshistorien i makværket 1864, en film som ifølge selve ophavsmanden, Ingolf Gabold, først og fremmest skulle miskreditere Dansk Folkeparti. Og så en tredje indrømmelse: Lars Trier Mogensen har vedgået, at han dengang som Politiken-ansat og lederskribent kappedes med Tøger Seidenfaden om, hvem der kunne kaste mest smuds på Pia Kjærsgaard.

Listen er uendelig lang, idet de etablerede medier uantastet har solgt “fake news" som uangribelige sandheder i et kvart århundrede. Og ikke kun i Danmark. I 2003 viste det sig, at New York Times - hint bolværk af sanddruelighed - havde tilladt journalisten Jayson Blair at bringe falske nyheder, og BBC har gjort det samme. Og når man tænker på alle de krumspring, der er blevet begået for at hindre den danske befolkning i at kende omfanget af indvandring fra de muslimske lande, så tager man sig til hovedet over de selvsamme autoriteters beskyldninger mod Donald Trump. De har uden blusel præsenteret ham som en moderne udgave af Antikrist, og New York Times chefredaktør Arthur Sulzberger har halvt indrømmet, at avisen i virkeligheden havde gjort kampagne for at få Hillary Clinton valgt ind i Det Hvide Hus. Ren politik.

Men det stopper ikke dér. Selv de ord, vi bruger til at beskrive samfundsudviklingen, har på mystisk vis fået en ny og helt anderledes betydning. Hvilket enhver, der gider ulejlige sig med at slå ordet “humanisme" op, hurtigt kan komme underfund med. Og så alle de andre kreative fordrejninger. Hvem har ?stjålet ord som "patriotisme" (som nu næsten er forsvundet fra daglig tale) og i stedet givet os semantiske misfostre som “to-sproget", “nydansker", inklusion", "islamofobi", "racisme", “mangfoldighed", "rummelighed", "kriminalitetstruet", der alle samme har til formål at skjule virkeligheden i stedet for at åbenbare den.

Og det er Trump der har opfundet “fake news"? Den skal man længere ud på landet med?.

"dagens by 25-nov-25", en ny by at bede for hver dag. I dag har vi valgt:
Maribo

Maribos våben.pngMaribo en central by og gammel købstad midt på Lolland med 5.923 indbyggere (2014). Den er først og fremmest kendt som Domkirkebyen Maribo med sin majestætiske gamle klosterkirke, Maribo Domkirke, som vartegn. Den kendes også som digterpræsten Kaj Munks fødeby. Byen er en af de få danske købstæder, der ligger inde i landet - uden direkte sejlforbindelser til farvande og have omkring Danmark. Købstaden er omgivet af Maribosøerne, hvor der om sommeren sejler turistbåde rundt til de små øer. Fra byens station er der veteranbaneforbindelse, Museumsbanen Maribo-Bandholm, til den lille havneby Bandholm ved Smålandsfarvandet og til Nakskov og Nykøbing F med Lollandsbanen (Regionstog A/S).

Maribo bærer præg af at være en gammel by uden meget industri. I den sydlige del af centrum findes en række ældre bykvarterer med små gader og stræder. Ved domkirken findes ruiner af Skt. Birgitta Kloster fra 1416, der allerede var i forfald, da Leonora Christina boede her. I dag findes en katolsk kirke i Maria Gade. Skt. Birgitta Kirke er opført til de polske roearbejdere i 1897. Andre ældre bygningsværker er Kapellangården fra 1756 og Maribo Rådhus fra 1856  Torvet.

Maribo Kloster blev oprettet af dronning Margrethe på gården Grimstrup. Maribo by opstod ved klostret. Købstaden Maribos historie hænger derfor uløseligt sammen med Skt. Birgitta Kloster (Maribo Kloster). På det sted hvor Maribo ligger nu, lå i begyndelsen af 1400-tallet en lille landsby Skimminge. En særlig orden inden for den katolske kirke, Birgittinerordenen, udvalgte dette sted til at opføre etkloster, viet til Jomfru Maria. Klosteret, som stod færdigt i 1416, var opdelt i to adskilte fløje - én for munke og én for nonner. De to grupper mødtes i dén klosterkirke, der skulle blive til Maribo Domkirke. Klosterkirken blev opført i årene 1413-1470. Birgittinerordenen søgte nu Paven om tilladelse til at kalde stedet for Maribo, en afledning af "Marie-bo": en "religiøs bolig for den hellige jomfru". Samme år som klosteret stod færdigt, fik det og den omkringliggende bebyggelse købstadsrettigheder af Erik af Pommern, og Paven gav sit samtykke til stednavnet Maribo i 1418. Herfra begynder byens historie. I Maribos byvåben ses Den hellige Birgitta af Vadstena, der grundlagde Birgittinerordenen.

Selv med købstadsrettigheder var det svært for Maribo at udvikle sig til en egentlig handelsby, fordi byen ikke lå ved havet. Men Maribo Kloster voksede i løbet af det 15. århundrede til et af Danmarks fornemste og mest betydningsfulde klostre, ikke mindst fordi mange af dets beboere og økonomiske støtter tilhørte adelen. Birgittinerordenen var også formynder over den nærliggende Østofte Kirke, som Christoffer af Bayern havde skænket Maribo Kloster, og som paven havde bekræftet i 1453. Købstaden Maribo skulle bistå klosteret økonomisk og stille med arbejdsduelige borgere, når bygningsarbejder var påkrævet. Helt frem til Reformationen begunstigede og stadfæstede adskillige konger, paver og kardinaler Maribo Klosters privilegier ved afladsbreve til dem, der skænkede gaver til klosteret. Efterhånden begyndte andre danske klostre at søge om optagelse i ordenen som Sankt Agnete Kloster i Roskilde i 1487. Mange velhavende mænd og kvinder lod sig udnævne til "brødre og søstre udenfor" for at få del i klosterets renommé. Klosteret var i fremgang og selv ikke Reformationen i 1536 mindskede klosterets magtmæssige betydning i sammenligning med andre danske klostre.

Hvis du har hjerte for at bede sammen med os for denne by, står vi flere sammen!
Forbederens vandring afspejler til tider korsets vej. Men det betyder samtidigt, at denne vandring vil medføre et langt dybere fællesskab med Kristus. For korset var det ultimative offer af kærlighed, og derfor vil det fællesskab, som man kan få med Kristus på denne fælles vandring, være et levende fællesskab, som dag for dag fører os dybere og dybere ind i hans kærlighed.
frit efter Doris M. Ruscoe