E-mail: admin@tro.dk
Forfatter
Raymond Ibrahim

  • Mange af verdens mest forfulgte kristne har absolut intet at gøre med kolonialisme eller missionærer. Dem, der er mest truet af folkemord -- herunder Syriens og Iraks assyrere og Egyptens koptere - var kristne flere århundreder inden forfædrene til Europas kolonisatorer blev kristne og drog ud for at missionere.

  • Artiklen fra BBC understreger, at især "politisk korrekthed" er årsag til Vestens ligegyldighed...

  • Blandt de værste forfølgere er dem, der regerer i henhold til islamisk lov, eller sharia - som akademikere som John Esposito fra Georgetowns Universitet fastholder er rimelig og retfærdig. I Afghanistan (nr. 2 på listen) "har kristendom ikke lov til at eksistere".

Den britiske udenrigsminister Jeremy Hunt (på billedet) bestilte en "Uafhængig rapport om forfølgelsen af kristne på verdensplan", der blev offentliggjort for nylig. (Foto: Jack Taylor/Getty Images)

 

"Forfølgelse af kristne er næsten på folkemordsniveau" er titlen på en artikel fra BBC fra den 3. maj, hvori de omtaler en omfattende foreløbig rapport bestilt af den britiske udenrigsminister Jeremy Hunt og udarbejdet under ledelse af biskoppen af Truro, Philip Mounstephen.

Ifølge BBC's artikel er hvert tredie menneske i verden udsat for religiøs forfølgelse, og blandt disse er kristne "den mest forfulgte religiøse gruppe". "Religion er 'i fare for at forsvinde' i nogle dele af verden", bemærkes det, og "I nogle regioner kan forfølgelsens niveau og natur anses for at komme tæt på den internationale definition af folkemord, som den anvendes af FN."

Den britiske udenrigsminister Jeremy Hunt citeres også for, hvorfor vestlige regeringer med hans ord har "sovet" hvad angår den voksende epidemi:

"Jeg tror, at der er en malplaceret bekymring for, at det på en måde er kolonialistisk at tale om en religion [kristendommen], der snarere blev forbundet med kolonimagter end med de lande, som vi marcherede ind i som kolonisatorer. Det har måske skabt en forlegenhed ved at omtale dette emne - missionærernes rolle har altid været kontroversiel, og jeg tror, at det har fået nogle mennesker til at undgå emnet."

Uanset hvor velbegrundede sådanne tanker er, så er det en kendsgerning, at mange af verdens mest forfulgte kristne absolut intet har at gøre med kolonialisme eller missionærer. Dem, der er mest truet af folkemord -- herunder Syriens og Iraks assyrere og Egyptens koptere - var kristne flere århundreder inden forfædrene til Europas kolonisatorer blev kristne og drog ud for at missionere.

Artiklen fra BBC understreger, at især "politisk korrekthed" er årsag til Vestens ligegyldighed, og citerer i den forbindelse igen Hunt: "I stemningen af politisk korrekthed har vi glemt, at de kristne, der forfølges, er nogle af de fattigste mennesker på planeten."

Selv om BBC's artikel har en overskrift med titlen, og omhandlende følgerne af, "politisk korrekthed", så ligger artiklen også under for nutidens vestlige syge. For mens artiklen understreger problemet, så siger artiklen ikke noget om dets årsager - ikke eet ord om, hvem der forfølger kristne, eller hvorfor.

Langt størstedelen af kristenforfølgelserne finder sted i lande med muslimsk flertal. Open Doors World Watch List 2019 [WWL], der overvåger de 50 lande, hvor flest kristenforfølgelser finder sted, skriver: "Islamisk forfølgelse rammer fortsat millioner af kristne". I syv af de ti absolut værste lande er "islamisk undertrykkelse" årsagen til forfølgelsen. "Det betyder, at for millioner af kristne - især dem, der voksede op som muslimer eller blev født i muslimske familier - kan det, åbent at følge Jesus, have smertelige konsekvenser", herunder døden.

Blandt de værste forfølgere er dem, der regerer i henhold til eller sharia - som akademikere som John Esposito fra Georgetowns Universitet fastholder er rimelig og retfærdig. I Afghanistan (nr. 2 på listen) "har kristendom ikke lov til at eksistere", siger WWL 2019, eftersom det "er et islamisk land ifølge sin forfatning, hvilket betyder, at embedsmænd, ledere af etniske grupper, religiøse ledere og borgere er fjendtlige over for" kristne. Ligeledes, i Somalia (nr. 3 på listen): "Det kristne samfund er lille og udsat for en konstant trussel om angreb. Sharialov og islam er stadfæstet i landets forfatning, og forfølgelse af kristne indebærer næsten altid vold". I Iran (nr. 9 på listen) "regeres samfundet af islamisk lov, hvilket betyder, at kristnes rettigheder og arbejdsmuligheder er stærkt begrænsede."

Det er ligeledes sigende, at 38 ud af de 50 lande på listen fra WWL 2019 har muslimsk flertal.

Måske fortiede BBC årsagerne til kristenforfølgelserne - det vil sige underlagde sig "stemningen af politisk korrekthed", som de ironisk nok understregede - fordi de i deres egen artikel ikke baserede sig på WWL. Problemet med den tolkning er, at den undersøgelse, som BBC baserede artiklen på, biskoppen af Truros, er fyldt med udtalelser om de faktiske kilder til forfølgelsen af kristne. I hans oversigt over kristenforfølgelser forekommer ordene "islam" og "islamist" således 61 gange; "muslim" forekommer 56 gange.

Her er nogle få af de mere betydningsfulde citater fra biskoppen af Truros rapport:

  • "Forfølgelsen af kristne er måske voldsomst i den region, der er kristendommens vugge - Mellemøsten og Nordafrika."
  • "I lande som Algeriet, Egypten, Iran, Irak, Syrien og Saudi-Arabien har situationen for kristne og andre minoriteter nået et alarmerende niveau."
  • "Udryddelsen af kristne og andre minoriteter med 'sværdet' og andre voldelige midler har vist sig at være [islamiske] ekstremistgruppers specifikke og erklærede mål i Syrien, Irak, Egypten, det nordøstlige Nigeria og på Filippinerne."
  • "Vold i større skala ses jævnligt i form af bombninger af kirker, hvilket har været tilfældet i lande som Egypten, Pakistan og Indonesien."
  • "Den allerstørste trussel mod kristne [i Nigeria] ... kom fra den islamistiske militante gruppe Boko Haram. Amerikanske efterretningsrapporter anslog i 2015, at 200.000 kristne var i fare for at blive dræbt... Blandt de hårdest ramte er kristne kvinder og piger, der blev 'bortført og tvunget til at konvertere, indgå i tvangsægteskaber, og blev udsat for seksuelle overgreb og tortur.'"
  • "En hensigt om at udslette alle tegn på en kristen tilstedeværelse [i Syrien, Irak, Egypten, det nordøstlige Nigeria og på Filippinerne] blev tydelig ved fjernelsen af kors, ødelæggelsen af kristne bygninger og andre kristne symboler. Drab og bortførelse af præster var et direkte angreb på kirkens struktur og lederskab."
  • "Kristendommen står nu over for en risiko for at blive udslettet i de dele af Mellemøsten, hvor dens rødder går længst tilbage. I Palæstina er antallet af kristne lavere end 1,5%; I Syrien er befolkningstallet for de kristne faldet fra 1,7 mio. i 2011 til under 450.000, og i Irak er antallet af kristne skrumpet fra 1,5 mio. inden 2003 til under 120.000 i dag. Kristendommen er i fare for at forsvinde, hvilket er et enormt tilbageslag for regionens mangfoldighed."

BBC skal roses for (endelig) at skrive om dette påtrængende emne - selv om det ligger tre år tilbage i tiden. Som Truro-rapporten ganske rigtigt bemærker: "I 2016 erklærede forskellige politiske instanser, herunder det britiske parlament, Europa-Parlamentet og det amerikanske Repræsentanternes Hus, at Islamisk Stats grusomheder begået mod kristne og andre religiøse minoritetsgrupper, såsom yazidier og shiamuslimer, opfyldte kriterierne for folkemord."

Det virker i det mindste, som om BBC er holdt op med at bagatellisere de forfærdelige kristenforfølgelser, som de gjorde i 2013, hvor situationen allerede var ved at nå kogepunktet.

Raymond Ibrahim, der er forfatter til den nye bog Sword and Scimitar, Fourteen Centuries of War between Islam and the West (Sværd og krumsabel, fjorten århundreders krig mellem islam og Vesten), er Distinguished Senior Fellow ved Gatestone Institute og Judith Rosen Friedman Fellow ved Middle East Forum.

"dagens by 25-nov-25", en ny by at bede for hver dag. I dag har vi valgt:
Maribo

Maribos våben.pngMaribo en central by og gammel købstad midt på Lolland med 5.923 indbyggere (2014). Den er først og fremmest kendt som Domkirkebyen Maribo med sin majestætiske gamle klosterkirke, Maribo Domkirke, som vartegn. Den kendes også som digterpræsten Kaj Munks fødeby. Byen er en af de få danske købstæder, der ligger inde i landet - uden direkte sejlforbindelser til farvande og have omkring Danmark. Købstaden er omgivet af Maribosøerne, hvor der om sommeren sejler turistbåde rundt til de små øer. Fra byens station er der veteranbaneforbindelse, Museumsbanen Maribo-Bandholm, til den lille havneby Bandholm ved Smålandsfarvandet og til Nakskov og Nykøbing F med Lollandsbanen (Regionstog A/S).

Maribo bærer præg af at være en gammel by uden meget industri. I den sydlige del af centrum findes en række ældre bykvarterer med små gader og stræder. Ved domkirken findes ruiner af Skt. Birgitta Kloster fra 1416, der allerede var i forfald, da Leonora Christina boede her. I dag findes en katolsk kirke i Maria Gade. Skt. Birgitta Kirke er opført til de polske roearbejdere i 1897. Andre ældre bygningsværker er Kapellangården fra 1756 og Maribo Rådhus fra 1856  Torvet.

Maribo Kloster blev oprettet af dronning Margrethe på gården Grimstrup. Maribo by opstod ved klostret. Købstaden Maribos historie hænger derfor uløseligt sammen med Skt. Birgitta Kloster (Maribo Kloster). På det sted hvor Maribo ligger nu, lå i begyndelsen af 1400-tallet en lille landsby Skimminge. En særlig orden inden for den katolske kirke, Birgittinerordenen, udvalgte dette sted til at opføre etkloster, viet til Jomfru Maria. Klosteret, som stod færdigt i 1416, var opdelt i to adskilte fløje - én for munke og én for nonner. De to grupper mødtes i dén klosterkirke, der skulle blive til Maribo Domkirke. Klosterkirken blev opført i årene 1413-1470. Birgittinerordenen søgte nu Paven om tilladelse til at kalde stedet for Maribo, en afledning af "Marie-bo": en "religiøs bolig for den hellige jomfru". Samme år som klosteret stod færdigt, fik det og den omkringliggende bebyggelse købstadsrettigheder af Erik af Pommern, og Paven gav sit samtykke til stednavnet Maribo i 1418. Herfra begynder byens historie. I Maribos byvåben ses Den hellige Birgitta af Vadstena, der grundlagde Birgittinerordenen.

Selv med købstadsrettigheder var det svært for Maribo at udvikle sig til en egentlig handelsby, fordi byen ikke lå ved havet. Men Maribo Kloster voksede i løbet af det 15. århundrede til et af Danmarks fornemste og mest betydningsfulde klostre, ikke mindst fordi mange af dets beboere og økonomiske støtter tilhørte adelen. Birgittinerordenen var også formynder over den nærliggende Østofte Kirke, som Christoffer af Bayern havde skænket Maribo Kloster, og som paven havde bekræftet i 1453. Købstaden Maribo skulle bistå klosteret økonomisk og stille med arbejdsduelige borgere, når bygningsarbejder var påkrævet. Helt frem til Reformationen begunstigede og stadfæstede adskillige konger, paver og kardinaler Maribo Klosters privilegier ved afladsbreve til dem, der skænkede gaver til klosteret. Efterhånden begyndte andre danske klostre at søge om optagelse i ordenen som Sankt Agnete Kloster i Roskilde i 1487. Mange velhavende mænd og kvinder lod sig udnævne til "brødre og søstre udenfor" for at få del i klosterets renommé. Klosteret var i fremgang og selv ikke Reformationen i 1536 mindskede klosterets magtmæssige betydning i sammenligning med andre danske klostre.

Hvis du har hjerte for at bede sammen med os for denne by, står vi flere sammen!
I en lille by i Maine var der åndelig set ret dødt for nogle år siden. Kirkerne udrettede ikke noget. Men der kom nogle få gudfrygtige mænd i kirkerne, og disse mænd sagde til hinanden: "Her er vi, ulærde lægmænd, men der skal gøres noget for vores by. Lad os danne en bønnegruppe, hvor vi alle fokuserer vores bønner på den samme person. Hvem skal det være?" De valgte en af de mest hårdhjertede mænd i byen, en forstokket dranker, og de rettede alle deres bønner mod ham. Efter blot en uge var han blevet frelst. Så udvalgte de en anden mand, og han blev også snart omvendt. Sådan blev de ved i et år, og da var to eller tre hundrede mennesker kommet til tro, og ilden fra deres bønner havde nu spredt sig til et større område.
R. A. Torrey