E-mail: admin@tro.dk
Forfatter
Søren Kern

En antikristen fjendtlighed skyller hen over det vestlige Europa, hvor kristne kirker og symboler i løbet af 2019 dagligt blev angrebet forsætligt. Det skabte overskrifter i april 2019, da en suspekt ildebrand opslugte den ikoniske katedral Notre Dame i Paris (jvf. billedet). Siden da fortier de europæiske medier dog igen kendsgerninger. (Foto: Veronique de Viguerie/Getty Images)

 

En antikristen fjendtlighed skyller hen over det vestlige Europa, hvor kristne kirker og symboler i løbet af 2019 dagligt blev angrebet forsætligt.

Gatestone Institute har gennemgået tusinder af avisartikler, politirapporter, parlamentariske undersøgelser, indlæg på sociale medier og relevante blogindlæg fra Storbritannien, Frankrig, Tyskland, Irland, Italien og Spanien. Gennemgangen viser, at omkring 3.000 kristne kirker, skoler, kirkegårde og monumenter i Europa blev vandaliseret, plyndret eller ødelagt i løbet af 2019 - hvilket gør det til et rekordår for antikristne skændinger i Europa.

Angreb på kristne steder er mest udbredt i Frankrig, hvor i gennemsnit tre kirker, skoler, kirkegårde eller monumenter ifølge officielle statistikker bliver vandaliseret, vanhelliget eller nedbrændt per dag. I Tyskland sker der ifølge politirapporter i gennemsnit to angreb på kristne kirker per dag.

Angreb på kristne kirke og symboler er også almindelige i Belgien, Storbritannien, Danmark, Irland, Italien og Spanien. Angrebene omfatter hovedsageligt katolske steder og symboler, selv om protestantiske kirker også angribes i Tyskland.

Gerningsmændene til de antikristne angreb - der inkluderer ildspåsættelse, defækation, vanhelligelse, plyndring, forhånelse, blasfemi, satanisme, tyveri, urinering og hærværk - pågribes sjældent. Når gerningsmænd pågribes, censurerer politiet og medierne ofte information om deres identitet og etniske baggrund. Mange mistænkte påstås at have psykiske lidelser, og mange antikristne angreb bliver derfor ikke katagoriseret som hadforbrydelser.

I Frankrig og Tyskland hænger stigningen i antikristne angreb sammen med den seneste tids masseindvandring fra den muslimske verden. Mangelen på officielle statistikker om gerningsmændene og deres motiver gør det umuligt at vide nøjagtigt hvor mange angreb, der kan tilskrives muslimsk modstand mod kristne eller den jihadistiske sag.

I Spanien udføres angreb mod kirker og kors derimod hovedsageligt af anarkister, radikale feminister og andre venstreekstreme aktivister, der tilsyneladende kæmper for en permanent fjernelse af kristendommen fra det offentlige rum.

De antikristne angreb mødes ofte med ligegyldighed i offentligheden. De bagvedliggende motiver ser ud til falde inden for fire hovedkategorier:

  • Vandalisme. De fleste angreb mod kristne steder i Europa består af hærværk. Angrebet har tit ikke en erklæret antikristen hensigt men går over i vanhelligelse, når de går efter genstande og symboler, der er hellige for kristne. Fra et strengt juridisk perspektiv er sådanne forbrydelser vanskelige at retsforfølge som hadforbrydelser: Ifølge de fleste europæiske landes retsregler skal gerningsmanden bevise, at hærværket var specifikt motiveret af en fjendtlighed mod kristne eller kristendommen.

  • Tyveri. Der ligger økonomiske motiver bag mange angreb. Tyve har i Frankrig, Tyskland og andre steder stjålet kirkeklokker, hellige genstande af metal og sågar tagrender; tilsyneladende med det formål at sælge tingene til skrotforhandlere. I Storbritannien er næsten halvdelen af alle kirker på Den Nationalhistoriske Liste for England blevet plyndret. Mange af forbrydelserne tilskrives velorganiserede bander, der benytter sig af droner, onlinekort og GPS til først at identificere deres mål med luftfotos og dernæst planlægge deres egen flugtrute. Der stjæles især metal, og ifølge kulturarvsstyrelsen Historic England er hele tagbelægninger blevet fjernet fra historiske helligdomme.

  • Politik. Nogle radikale feminister og radikale sekularister opfatter katolicismen som et symbol på patriarkalsk magt og autoritet. Nogle angreb er politiske af natur, og det gælder navnlig for dem, der er rettet mod katolicismen. Sådanne angreb inkluderer hærværk mod kirker og religiøse symboler med politisk grafitti, hvoraf meget har en anarkistisk eller feministisk karakter. I Genève i Schweiz er det ikoniske internationale monument for den protestantiske reformation, også kendt som Reformationsmuren, for eksempel blevet vandaliseret med maling i forskellige farver, hvis rækkefølge er den samme som i LGBT-gruppernes regnbueflag.

  • Religion. Mange angreb, der ser ud til at være religiøse eller spirituelle af natur, afspejler en dybtliggende fjendtlighed overfor kristendommen. Disse angreb omfatter påsmøring af ekskrementer på afbildninger af Jesus og statuer af Jesu moder, Maria. Andre angreb omfatter tilsmudsning eller tyveri af oblater, som katolikker tror reelt forvandles til Jesu legeme under nadveren. Nogle af angrebene kan være udført af satanister, der bruger det indviede nadverbrød i et ritual kaldet 'den sorte messe'.

    Disse angreb, især på kernen i den katolske tro, har tilsyneladende til formål at intimidere og chikanere katolikker og forhindre dem i at praktisere deres tro. Angrebene udgør en direkte trussel mod religionsfriheden i Europa, og de hører ind under definitionen af hadforbrydelser, men der sker sjældent retsforfølgelser.

Juan Pedro Quiñonero har i mere end 35 år været korrespondent i Paris for den spanske avis ABC. Han forklarer:

"Skændingerne har en klar antikristen karakter. Vandalerne er berusede af et brændende had, og de ønsker at give deres handlinger en tydelig antireligiøs dimension. I de seneste måneder har antisemitiske bander skændet jødiske gravsteder og 'signeret' deres handlinger med hagekors. Ved skændingen af katolske kirker er vandalismen ikke 'signeret'. Vanhelligelsen taler for sig selv: hæslig bespottelse af kristusfiguren på korset og skænding af altre."

Europæiske medier blæser tit angreb mod muslimer op, mens de har tendens til at nedtone ondsindede handlinger mod kristne. Der blev kun sjældent skrevet om antikristent hærværk i de europæiske medier inden februar 2019, hvor gerningsmænd begik hærværk mod ni kirker i løbet af to uger. Emnet skabte påny overskrifter i april 2019, da en suspekt ildebrand opslugte den ikoniske katedral Notre Dame i Paris. Siden da fortier de europæiske medier dog igen kendsgerninger.

Den franske avis Le Monde har anfægtet regeringens brug af begrebet "antikristne handlinger" og advarer politikerne mod at "instrumentere" emnet:

"Mere end tusind handlinger om året, i gennemsnit tre om dagen: Antallet er højt, men hvad dækker det over? Kan man virkelig tale om 'vanhelligelser' - et stærkt ord - der indebærer et angreb på et bedesteds hellighed?

"Ideologiske motiver er ikke fremherskende: Der er hovedsageligt tale om tyveri og hærværk. Gerningsmændene er ofte mindreårige."

Annie Genevard, parlamentsmedlem fra det republikanske parti, har opfordret til en parlamentarisk undersøgelse for bedre at forstå de antikristne angrebs natur og motivet bag. I et interview i den franske avis Le Figaro udtaler hun:

"Der har i den seneste tid været to alvorlige tilfælde af hærværk begået mod symbolske steder, og det chokerede mig. For få dage siden var der branden i Saint Sulpice-kirken - kirken rummer mange bemærkelsesværdige værker: Der er skader for næsten en million euro, og værker er uigenkaldeligt gået tabt! Og for noget tid siden brød hærværksmænd ind i Saint Denis-basilikaen og ødelagde mosaikruder og orglet. Saint Denis er ikke kun et sted for kristne gudstjenester, det er et gravsted for de franske konger! Det er et sted, hvor vores nationale historie og vores kristne rødder mødes. At nogen vover at angribe dette monument er virkelig chokerende, ikke kun for kristne, men for mange borgere, uanset deres overbevisninger. Når der begås en antikristen handling, vender vi ryggen til Frankrigs historie, der er nært forbundet med den kristne religion.

"At angribe en kristen grav eller en kirke er, uanset gerningsmandens motiv, en måde at angribe en del af vores kollektive identitet, eftersom kristendommen og dens monumenter har formet vores kultur, vores historie og vores landskaber. Forsøg på at ødelægge eller beskadige kristne bygninger er en måde at slette fortiden. I en tid, hvor den absolutte kulturelle relativisme er fremherskende, er det så meget desto mere alvorligt, at nogle af vores ældste og mest værdifulde vartegn er i fare. En kultur, der fornægter og ikke vedkender sig sin fortid, vil være en tabt kultur. Jeg finder det bekymrende, og der er brug for en stærk politisk reaktion."

Biskoppen i Fréjus-Toulon, Dominique Rey, siger i et interview i det italienske magasin Il Timone, at angrebene mod kirker i Europa finder sted i en kontekst med et europæisk samfund præget af sekularisme, nihilisme, hedonisme, kulturel og moralsk relativisme, forbrugerisme og det udbredte tab af det helliges betydning. Han bemærker:

"Førhen levede selv dem, der sagde, at de var ikke-kristne, i en kulturel sammenhæng præget af kristendommen.... rødder, som vores kultur og vores samfund er gået bort fra. De kristne rødder var et fælles træk, og da det først blev fjernet, vendte folk sig mod andre fællesskaber, hvilket førte til en social fragmentering, der fører til et brud. For at finde en fælles base af værdier og referencepunkter skal Europa genetablere sine kristne rødders centrale betydning....

"Der er en udvikling med skændinger af monumenter, men også mod selve den katolske tro. Førhen respekterede man hellige monumenter - også hvis man ikke var kristen. Vi står over for en alvorlig trussel mod religionsfriheden. Sekularisme skal ikke være en afvisning af det religiøse, men et neutralitetsprincip, der giver alle mulighed for at udtrykke deres tro.

"Vi er vidne til en laïcité -- udmøntet som sekularisme, der forviser gudsdyrkelse til privatsfæren, og hvor enhvert religiøst trossamfund er ubetydeligt eller stigmatiseret - som bevæger sig i retning af den massive fremkomst af islam, der angriber de vantro og dem, der afviser koranen. På den ene side hånes vi af medierne ... og på den anden side sker der en styrkelse af den islamiske fundamentalisme. Det er to sameksisterende virkeligheder."

Den franske politiske analytiker Jérôme Fourquet illustrerer i sin bog French Archipelago: Birth of a Multiple and Divided Nation (Det franske øhav: en mangfoldig og opsplittet nations fødsel), hvordan Frankrigs afkristning finder sted i forbindelse med masseindvandringen fra den muslimske verden. Han fremlægger omfattende statistiske data - for eksempel, at mindre end 5% af den franske befolkning jævnligt tager til gudstjeneste om søndagen - for at vise, at Frankrigs løsrivning fra kristendommen er så vidtrækkende, at landet nu reelt er "post-kristent". Han skriver:

"Der er en voksende afkristning, der fører til den katolske tros 'terminale fase'.... Den katolske tro formede i århundreder det franske samfunds kollektive bevidsthed. Samfundet er i dag en skygge af, hvad det var engang. Der er en stor kulturel forandring igang."

Soeren Kern er Senior Fellow ved Gatestone Institute i New York.

"dagens by 25-nov-25", en ny by at bede for hver dag. I dag har vi valgt:
Maribo

Maribos våben.pngMaribo en central by og gammel købstad midt på Lolland med 5.923 indbyggere (2014). Den er først og fremmest kendt som Domkirkebyen Maribo med sin majestætiske gamle klosterkirke, Maribo Domkirke, som vartegn. Den kendes også som digterpræsten Kaj Munks fødeby. Byen er en af de få danske købstæder, der ligger inde i landet - uden direkte sejlforbindelser til farvande og have omkring Danmark. Købstaden er omgivet af Maribosøerne, hvor der om sommeren sejler turistbåde rundt til de små øer. Fra byens station er der veteranbaneforbindelse, Museumsbanen Maribo-Bandholm, til den lille havneby Bandholm ved Smålandsfarvandet og til Nakskov og Nykøbing F med Lollandsbanen (Regionstog A/S).

Maribo bærer præg af at være en gammel by uden meget industri. I den sydlige del af centrum findes en række ældre bykvarterer med små gader og stræder. Ved domkirken findes ruiner af Skt. Birgitta Kloster fra 1416, der allerede var i forfald, da Leonora Christina boede her. I dag findes en katolsk kirke i Maria Gade. Skt. Birgitta Kirke er opført til de polske roearbejdere i 1897. Andre ældre bygningsværker er Kapellangården fra 1756 og Maribo Rådhus fra 1856  Torvet.

Maribo Kloster blev oprettet af dronning Margrethe på gården Grimstrup. Maribo by opstod ved klostret. Købstaden Maribos historie hænger derfor uløseligt sammen med Skt. Birgitta Kloster (Maribo Kloster). På det sted hvor Maribo ligger nu, lå i begyndelsen af 1400-tallet en lille landsby Skimminge. En særlig orden inden for den katolske kirke, Birgittinerordenen, udvalgte dette sted til at opføre etkloster, viet til Jomfru Maria. Klosteret, som stod færdigt i 1416, var opdelt i to adskilte fløje - én for munke og én for nonner. De to grupper mødtes i dén klosterkirke, der skulle blive til Maribo Domkirke. Klosterkirken blev opført i årene 1413-1470. Birgittinerordenen søgte nu Paven om tilladelse til at kalde stedet for Maribo, en afledning af "Marie-bo": en "religiøs bolig for den hellige jomfru". Samme år som klosteret stod færdigt, fik det og den omkringliggende bebyggelse købstadsrettigheder af Erik af Pommern, og Paven gav sit samtykke til stednavnet Maribo i 1418. Herfra begynder byens historie. I Maribos byvåben ses Den hellige Birgitta af Vadstena, der grundlagde Birgittinerordenen.

Selv med købstadsrettigheder var det svært for Maribo at udvikle sig til en egentlig handelsby, fordi byen ikke lå ved havet. Men Maribo Kloster voksede i løbet af det 15. århundrede til et af Danmarks fornemste og mest betydningsfulde klostre, ikke mindst fordi mange af dets beboere og økonomiske støtter tilhørte adelen. Birgittinerordenen var også formynder over den nærliggende Østofte Kirke, som Christoffer af Bayern havde skænket Maribo Kloster, og som paven havde bekræftet i 1453. Købstaden Maribo skulle bistå klosteret økonomisk og stille med arbejdsduelige borgere, når bygningsarbejder var påkrævet. Helt frem til Reformationen begunstigede og stadfæstede adskillige konger, paver og kardinaler Maribo Klosters privilegier ved afladsbreve til dem, der skænkede gaver til klosteret. Efterhånden begyndte andre danske klostre at søge om optagelse i ordenen som Sankt Agnete Kloster i Roskilde i 1487. Mange velhavende mænd og kvinder lod sig udnævne til "brødre og søstre udenfor" for at få del i klosterets renommé. Klosteret var i fremgang og selv ikke Reformationen i 1536 mindskede klosterets magtmæssige betydning i sammenligning med andre danske klostre.

Hvis du har hjerte for at bede sammen med os for denne by, står vi flere sammen!
“Kast altså ikke jeres frimodighed bort, den bærer en stor løn i sig. For I har brug for udholdenhed, så I kan gøre Guds vilje og få det, som han har lovet."
Hebr 10,35-36