E-mail: admin@tro.dk

Dato for offentliggørelse
17. december 2012

Fra  Frontpagemag.com/  
17. december 2012.  

Lidt efter lidt bliver det værre.  
I de senere år har livet i byen, København, næppe været fri for, skal vi sige, problemer, relateret til Islam. Men for det meste har det værste været begrænset til Muslimske kvarterer som Nørrebro. Og Københavnerne har i det mindste været i stand til at trøste sig med, at forholdene i deres by var langtfra så slemme som dem lige på den anden side af Øresundsbroen i den nu berygtede svenske by, Malmø. 

Tja, som en leder i Jyllands-Posten erkendte i sidste uge, er "betingelser som i Malmö ... begyndt at dukke op i København." 

I en nyhedshistorie, der kom samme dag, som det redaktionelle Jyllands-Posten rapporterede det seneste eksempel på disse "betingelser", fortaltes der, at både den Israelske ambassadør i Danmark, Arthur Avnon, og lederen af Københavns Jødiske samfund nu er blevet rådet af Jøder i byen til at stoppe med at bære  "yarmulkes"  og Davidsstjerne eller tale Hebraisk højt i offentligheden - selv i kvarterer, der regnes for "sikre". 

Adspurgt om dette råd, fortalte politichef, Lars-Christian Borg, til Jyllands-Posten, at Jøder bør holde sig væk fra de dele af byen, hvor der er en anerkendt "risiko for sammenstød og chikane." (Pæn eufemisme for "Muslimsk nabolag") 

Jyllands-Postens redaktion tilføjede trøstesløst andre eksempler på, hvad de beskrev som byens voksende vilje til at tilpasse sig den stadigt forværrede situation i den Danske hovedstad: Københavns Jødiske skole "ligner en lille fæstning," forsynet med et kompliceret sikringssystem og politibeskyttelse, en konstant påmindelse for børnene om, at der er mennesker, der ønsker at gøre dem fortræd. 

Lederen af den Dansk-Palæstinensiske venskabsforening, som også er en ledende skikkelse i Danmarks regerende Socialistiske Folkeparti, mente for nyligt, at Hitler skulle have dræbt endnu flere Jøder, end han gjorde. Han blev ikke straffet og alt andet end kritiseret for det. 

Københavns borgmester opfordrede Jøder til ikke at vise for mange Israelske flag ved en nylig multikulturel festival, en formaning, der generelt blev betragtet som fornuftig: "Hvorfor søge unødvendige slagsmål?" "Hvorfor provokere?" 

Endnu en gang viser avisen sig at være moralsk hoved og hale for stort set alle andre større aviser i Europa.  Jyllands-Posten opfordrede Danskerne til at anerkende, hvor farligt det er at reagere på Muslimsk had på en passiv og ikke imødekommende måde, og opfordrede dem til at vågne op, før det er for sent. 

I sidste uge bragtes en anden historie fra Danmark om nogle folk, der har stået i alt dette, som måske igen kan betragtes som værende i det små. For sent har unge Muslimer tilsyneladende optrappet bestræbelserne på at presse penge af virksomhedsejere på Nørrebro. Ideen er naturligvis at høste anerkendelse, eller  Jizya , fra ikke-troende, som de ser på som "dhimmier", der bor på Muslimsk område. 

I august rapporterede en modig kvinde, hvis bar på Nørrebro er blevet vandaliseret af unge Muslimer, et sådant afpresningsforsøg til politiet, som endte med at foretage en anholdelse. 

Sidste tirsdag og onsdag forsøgte en gruppe unge Muslimer det samme med Hellig Kors Kirke, også på Nørrebro, idet de fortalte kirketjeneren, at Gudshuset lå i deres område, så de var nødt til at gafle gysserne. Til deres kredit gik kirkens embedsmand - ligesom barejeren - til politiet. Knapt så meget til deres ære, så synes den samme kirketjener at forsøge at skjule hele episoden med tavshed: Medlemmerne af menighedsrådet er blevet frarådet at tale med medierne, og domprovsten for kirken og den lokale biskop nægtede også at kommentere. 

Læren er selvfølgelig, som redaktørerne af Jyllands-Posten naturligvis anerkendte, enkel og velkendt: som Edmund Burke så berømt udtrykte det, alt hvad der er nødvendigt for det ondes triumf er, at gode mænd ikke gør noget. Ak, men i Danmark, som andre steder i Vesten i dag, er de gode mænd - og kvinder - som vover at stå op imod den onde Islamisering, selv i det små, så sjældne, at folk skriver artikler om dem. 
------------------------------------------------------------------
Et afsnit er udeladt.
"dagens by 25-nov-25", en ny by at bede for hver dag. I dag har vi valgt:
Maribo

Maribos våben.pngMaribo en central by og gammel købstad midt på Lolland med 5.923 indbyggere (2014). Den er først og fremmest kendt som Domkirkebyen Maribo med sin majestætiske gamle klosterkirke, Maribo Domkirke, som vartegn. Den kendes også som digterpræsten Kaj Munks fødeby. Byen er en af de få danske købstæder, der ligger inde i landet - uden direkte sejlforbindelser til farvande og have omkring Danmark. Købstaden er omgivet af Maribosøerne, hvor der om sommeren sejler turistbåde rundt til de små øer. Fra byens station er der veteranbaneforbindelse, Museumsbanen Maribo-Bandholm, til den lille havneby Bandholm ved Smålandsfarvandet og til Nakskov og Nykøbing F med Lollandsbanen (Regionstog A/S).

Maribo bærer præg af at være en gammel by uden meget industri. I den sydlige del af centrum findes en række ældre bykvarterer med små gader og stræder. Ved domkirken findes ruiner af Skt. Birgitta Kloster fra 1416, der allerede var i forfald, da Leonora Christina boede her. I dag findes en katolsk kirke i Maria Gade. Skt. Birgitta Kirke er opført til de polske roearbejdere i 1897. Andre ældre bygningsværker er Kapellangården fra 1756 og Maribo Rådhus fra 1856  Torvet.

Maribo Kloster blev oprettet af dronning Margrethe på gården Grimstrup. Maribo by opstod ved klostret. Købstaden Maribos historie hænger derfor uløseligt sammen med Skt. Birgitta Kloster (Maribo Kloster). På det sted hvor Maribo ligger nu, lå i begyndelsen af 1400-tallet en lille landsby Skimminge. En særlig orden inden for den katolske kirke, Birgittinerordenen, udvalgte dette sted til at opføre etkloster, viet til Jomfru Maria. Klosteret, som stod færdigt i 1416, var opdelt i to adskilte fløje - én for munke og én for nonner. De to grupper mødtes i dén klosterkirke, der skulle blive til Maribo Domkirke. Klosterkirken blev opført i årene 1413-1470. Birgittinerordenen søgte nu Paven om tilladelse til at kalde stedet for Maribo, en afledning af "Marie-bo": en "religiøs bolig for den hellige jomfru". Samme år som klosteret stod færdigt, fik det og den omkringliggende bebyggelse købstadsrettigheder af Erik af Pommern, og Paven gav sit samtykke til stednavnet Maribo i 1418. Herfra begynder byens historie. I Maribos byvåben ses Den hellige Birgitta af Vadstena, der grundlagde Birgittinerordenen.

Selv med købstadsrettigheder var det svært for Maribo at udvikle sig til en egentlig handelsby, fordi byen ikke lå ved havet. Men Maribo Kloster voksede i løbet af det 15. århundrede til et af Danmarks fornemste og mest betydningsfulde klostre, ikke mindst fordi mange af dets beboere og økonomiske støtter tilhørte adelen. Birgittinerordenen var også formynder over den nærliggende Østofte Kirke, som Christoffer af Bayern havde skænket Maribo Kloster, og som paven havde bekræftet i 1453. Købstaden Maribo skulle bistå klosteret økonomisk og stille med arbejdsduelige borgere, når bygningsarbejder var påkrævet. Helt frem til Reformationen begunstigede og stadfæstede adskillige konger, paver og kardinaler Maribo Klosters privilegier ved afladsbreve til dem, der skænkede gaver til klosteret. Efterhånden begyndte andre danske klostre at søge om optagelse i ordenen som Sankt Agnete Kloster i Roskilde i 1487. Mange velhavende mænd og kvinder lod sig udnævne til "brødre og søstre udenfor" for at få del i klosterets renommé. Klosteret var i fremgang og selv ikke Reformationen i 1536 mindskede klosterets magtmæssige betydning i sammenligning med andre danske klostre.

Hvis du har hjerte for at bede sammen med os for denne by, står vi flere sammen!
De bønner, som du beder i det skjulte, vil ikke kunne skjules, når du står på talerstolen.
frit efter Edwin L. Cole